Sascha anbefaler "De sorte hullers klub"

Af aster

Sascha anbefaler bogen "De sorte Hullers klub" af Lisa Villadsen

Ægte karakterer og store følelser 

 

Det er fredag, venner, og vi har endnu en udgave af #fredagsanbefalingen klar til jer. 

Vores bibliotekar, Sascha har læst Lise Villadsens nyeste roman ’De sorte hullers klub’, og den fortjener bare en anbefaling! 

Sascha svarer på fem spørgsmål om bogen:

  1. Hvorfor anbefaler du netop denne bog?

    Jeg er stor fan af Lise Villadsen og har læst de fleste af hendes bøger. Hun er en brandgod forfatter. 
    Derfor var det nærmest en selvfølge, at jeg skulle læse hendes nyeste skud på stammen, og jeg synes, simpelthen at den er så god, at den fortjener en anbefaling. 
  2. Hvilken følelse(r) vækker bogen i dig?
    Den vækkede mange følelser. Romanen tager udgangspunkt i noget så “simpelt” og samtidig kompliceret som ensomhed. Der er lige præcis den mængde af ensomhed, konflikter, hemmeligheder og svære relationer til at skabe rammerne for en skøn og fangende bog.Lise Villadsen beskriver følelser så godt, at jeg følte dét karaktererne følte. Blandt andet den ensomhed som hovedpersonen, Max, kæmper med, men også den klassiske forvirring som kan opstå i et ungt menneskes hoved. 
  3. Hvad kunne du specielt godt lide ved bogen?
    Jeg sætter altid pris på, når en karakter er ægte. Måden Villadsens karakterer altid viser, at de bare er mennesker og ikke er perfekte, er så befriende. Selvom man måske aldrig selv har stået i de præcise situationer, så tager bogen bare fat i så basale, vigtige emner, at man som læser oprigtigt føler med personerne.
  4. Hvem vil du anbefale bogen til?
    Alle kunne have glæde af at stifte bekendtskab med en bog som denne, men den er nok mest oplagt for de unge læsere. Ligeledes er den perfekt til dem, der i forvejen læser Young Adult-genren.
  5. Har du læst andet af Lise Villadsen?
    Jeg har både læst og lyttet til mange af Villadsens andre værker. Blandt andet kan jeg også varmt anbefale, at man læser hendes roman ’Kvantespring’ eller lytter til romanen ’Byttedyr’ som lydbog. Byttedyr er en gennemført lydbog, hvor der ikke bare læses op, men spilles på mange tangenter af lydeffekter. Det er meget gennemført og underholdende.

Rigtig god weekend