3D printere

Fire Ultimaker 3D-printere

Vi har flere 3D printere stående. Det er både Ultimakere og Prusa Printere. Ultimakerne har været med os fra starten, imens Prusa printerne er kommet til senere.

Vores 3D printere kan printe .stl og .3mf filer efter de er klargjort.
Det er de filtyper som er mest udbredt, så næsten ligegyldigt hvilket 3D program man arbejder i, vil man kunne gemme dem i disse formater.
Langt de fleste printbare filer man kan finde på nettet, vil også være i et af de to formater.
Printene kan køre uden opsyn, så hvis man har større projekter, kan man lade dem køre over natten.
Printfilerne gemmer på et sd-kort, som sidder i maskinen.
Det betyder at hvis man har en pc med den rigtige port, eller tager et sd-kort med hjemmefra, kan man frit printe ligeså snart fablab er åbent.

Princippet er meget simpelt, maskinen opvarmer plastik og lægger det i en tynd tråd på en plade for langsomt at bygge en model op.
Som standard vil materialet man printer med, være pla, som er baseret på plantestivelse.

Det er som udgangspunkt gratis at printe.
Dog må der ikke masseproduceres eller printes til videresalg.
Vi har følgende printere:

Prusa MK3S+

Vores nyeste printere, købt i slutningen af 2023.
Printeren har crash-detection, så den vil oftest stoppe, hvis et print fejler, samt at den pauser et print hvis den løber tør for materiale, og giver mulighed for at sætte en ny rulle på.
Man kan både bruge Cura som er Ultimakernes program og Prusaslicer, som er printererns eget program til at klargøre filer.
Printområdet og dermed den maximale størrelse print er på 250 × 210 × 210 mm 
Der gøres brug af en magnetplade til at printe på.
Denne kan tages fra og er bøjeligt, hvilket gør det mere enkelt at fjerne print.
Printeren kører med en tyndere filamenttråd end Ultimakerne og trækker materialet fra en rulle, som er monteret over printere. Det reducerer fejl hvor tråden kommer i klemme.

 

Ultimaker 2+

Den største forskel til Prusane er at maskinerne er ældre.
Så nogle funktioner, som at den fortæller at den løber tør for tråd, bare ikke er der.
Det er også de maskiner, som vi efter behov skifter dyser på.
Det betyder at man i stedet for at skulle arbejde med en tråd på 0.4 mm, kan skifte opløsning opad og nedad til for eksempel 0.25 eller 0.8 mm.
Det betyder, at man afhængigt af behovet, kan køre printene finerer eller hurtigere. 
Man kan med alle dyser ændre lagtykkelsen, ved at skifte dysen ændrer tykkelsen af selve tråden, hvilket giver et bedre spænde i mulighederne opad eller nedad.

 

Ultimaker 2+ Extended

Maskinen har et arbejdsareal på 223 mm x 223 mm x 305 mm. Ellers er det den samme som 2+erne.

 

Ultimaker 2 go 

En mindre variant af 2 plusserne.
Den kan kun arbejde med pla og er begrænset til en 0.4 mm dyse. Arbejdsfladen er med 120mm x 120mm x 115mm også betydeligt mindre.
Til gengæld kommer den med en transportkasse, så vi kan tage den med til arrangementer, så inviter os, hvis det giver mening.
Printene vil som udgangspunkt kun bruges, når vi er ude af huset og vil ikke stå fremme.

 

Ultimaker 3 Extended 

Vores eneste printer der har dual-feeder, som betyder at den kan printe med to typer af filament i samme printjob. Den har også flere mindre forbedringer i forhold til 2+.
Maskinen har et arbejdsområde på 215 mm x 215 mm x 300 mm hvilket er lidt mindre end 2+ extended.
Den eneste ulempe der er med printeren, er at den er vores langsomste printer.